Mekanisk ingeniør med kedelerfaring

Mekanisk ingeniør med kedelerfaring
Brænder du for kedler og biomasse, og har du solid erfaring med energianlæg?
Så tilbyder vi et spændende job i en grøn virksomhed i vækst.
Stillingen
Du får ansvaret for kedlerne til vores anlæg. Dit job bliver at sikre, at vi får den rigtige kedel løsning i tæt dialog med salg/kunden, procesberegner, teknisk tegner samt kedel leverandører. Du indhenter oplysninger og sørger for effektiv kommunikation mellem alle involverede.
Vi leverer løsninger, hvor kedlerne skal producere fjernvarme ved lavt tryk (<110°C) og op til tryk på ~50 bar til levering af procesdamp til industrier. Kapacitet er fra 5-25 MW.
Du følger projekterne fra start til slut. I salgsfasen designes kedelløsningen baseret på dine input, og du skaffer oplysninger om priser og leveringstider. I projektfasen skriver du de tekniske specifikationer, og sammen med vores indkøber indhenter du tilbud og køber kedel. Under produktionen foretager du besigtigelse og kvalitetssikring. Du foretager tilsyn under montagen og deltager i idriftsættelse og aflevering.
Under dit ansvarsområde hører også højtryksrør, trykholdesystem, sodblæsere, kedelinstrumentering og sikkerhedsudstyr. Afhængig af dine kvalifikationer vil du også kunne blive involveret i specifikation af varmepumper, kondensatsystem, røggasrensning, pumper og blæsere.
Du bliver en del af vores tekniske afdeling, hvor du kan hente sparring fra de øvrige teknikere og du kommer til at arbejde sammen med både salgsafdeling og projektafdeling.
Dine vigtigste opgaver og ansvarsområder bliver:
- Ansvarlig for kedler og tilhørende udstyr
- Design af kedelløsning ud fra egen erfaring og input fra leverandører
- Teknisk specifikation af kedel og tilhørende udstyr ifm indkøb
- Kvalitetssikring af dokumentation, produktion og samling på site
- Løsning af ad hoc-opgaver vedrørende tilknyttede systemer
Da vi er et mindre team vil du via din erfaring blive en værdsat kollega, som de øvrige ansatte kan sparre med, og du vil få stor indflydelse på de anlæg, som vi kommer til at etablere.
Faglige kvalifikationer (uddannelse/erfaring)
For at få faglig succes i stillingen skal du have en eller flere af følgende uddannelser og kompetencer:
- Ingeniør, Maskinmester e.l. indenfor mekanik
- Solidt kendskab til trykdirektivet, kedelnormer, krav ifm CE mærkning og sikkerhedsudstyr
- Eventuelt kursus i svejseteknologi
Det forventes, at du har minimum 10 års relevant erhvervserfaring, som ideelt set indeholder:
- Solid erfaring med kedler (projektering/drift/produktion)
- Erfaring med udarbejdelse af tekniske specifikationer på kedler og tilhørende mekanisk udstyr
- Materialekendskab til ståltyper (styrke, temperatur, korrosion m.m.)
- Dialog med leverandører, håndtering af tilbud og opfølgning på leverancer
- Udførelse af kvalitetssikring hos leverandører under produktion
- Håndtering af dokumentation og eventuelt CE mærkning
Du skal kunne skrive og tale flydende dansk og engelsk.
Kendskab til fransk er en fordel.
Personlige kvalifikationer
- Tryg base inden for dit fagområde samt vilje og lyst til også at bidrage indenfor tilknyttede fagområder
- Detaljeorienteret uden at miste fokus på det endelige resultat
- Fokuseret, vedholdende og passioneret på både kortsigtede og langsigtede resultater
- Udvise en positiv og kreativ arbejdsstil i mødet med problemer og udfordringer
- God humor og vilje til at bidrage til det sociale fællesskab i firmaet
- Arbejde innovativt med projekter og fagområder, og bidrage til en løbende udvikling af virksomheden, kundeleverancer og produktløsninger
- Engagement og en naturlig nysgerrighed og interesse for fagområdet og proaktivt identificere nye udviklings- og forretningsmuligheder for Dall Energy
Du kan forvente
Du får en stilling, hvor du får ansvar for dit eget fagområde og får direkte indflydelse. Du får mulighed for at bringe din store og brede erfaring i spil og at bidrage indenfor meget forskellige typer opgaver.
Du bliver en del af et dedikeret team og kommer ind i en virksomhed i vækst, og vi har vundet Gazelle prisen de seneste 3 år i træk. På kontoret er en god stemning med højt til loftet og kort afstand til ledelsen. Vi har et minimum af bureaukrati og beslutninger kan træffes hurtigt. Du kommer til at referere direkte til lederen af vores tekniske afdeling.
Vi spiser frokost sammen hver dag og har jævnligt sociale arrangementer, hvor vi tager ud og laver aktiviteter, morer os og spiser god mad.
Området for levering af grøn fjernvarme, el og procesenergi boomer i denne tid. Dall Energy har en unik plads i markedet, da vi med vores forgasningsbaserede løsning kan bygge anlæg, der har højere virkningsgrad og kan benytte billigere brændsler end de fleste konkurrenter. Vi tror derfor på en fortsat vækst for firmaet og har en spændende rejse foran os.
Arbejdstid og sted
Din arbejdsplads bliver på vores kontor i Hørsholm. Rejser til leverandører, byggesites og kørende anlæg i primært Danmark og Frankrig må forventes.
Praktisk
Såfremt du er interesseret i jobbet, bedes du kontakte Claus Hvidkjær, Electa – 27117788.
Electa håndterer denne rekruttering på vegne af Dall Energy.
Vi ønsker stillingen besat hurtigst muligt, og vi holder løbende samtaler.
Vi glæder os til at høre fra dig.
Om os:
Det er Dall Energys vision at udvikle og levere ny og forbedret energi og miljørigtig teknologi til det globale marked.
Vores fokus er igennem termiske processer at skabe fjernvarme, el og procesdamp.
Hovedformålet med den nye teknologi som vi har udviklet, er at reducere den miljømæssige påvirkning der genereres igennem energiproduktion, og vi har derfor fokus på CO2-neutralt brændsel, høj energi effektivitet og lave emissioner.
Se i øvrigt www.dallenergy.com
- Kunde
- Dall Energy ApS
- Rolle
- Kedelingeniør
- Placeringer
- Hørsholm

Mekanisk ingeniør med kedelerfaring
Indlæser ansøgningsskema